Agersnegle
Med fugtige vejrforhold kan agersnegle være et problem i roemarken specielt i sædskifter med raps, kløver- og græsfrø og efter brak.
Agersnegle har de senere år været et stigende problem i roemarker, specielt i sædskifter med kløver- og græsfrø.
Symptomer er typisk mange huller på størrelse med regnormehuller i jorden og sølvglinsende slimspor på jordoverfladen. Som kontrol kan udlægges folie (f.eks. en sort plasticsæk) på jorden, og sneglene vil komme frem i den fugtige jord under sækken.
Det tidligere anvendte sneglemiddel, Metaldehyd, er ikke længere godkendt. Men der er nu et nyt middel på markedet - Ferramol, som kan anvendes til bekæmpelse af snegle.
Det aktive stof i Ferramol er jernfosfat, som er tilsat et lokkemiddel for at tiltrække sneglene. Midlet er formuleret i piller/korn, som kun langsomt nedbrydes og opløses af nedbør.
Det anbefales at anvende en dosering på: 6-10 kg/ha. Laveste dosering ved lille forekomst af snegle. Gentag evt. behandlingen, når sneglekornene er spist op.
Under længerevarende fugtige perioder kan forkomsten af snegle i roemarken betyde et massivt plantebortfald, og omsåning kan blive nødvendigt.