Agersnegle er aktive
Udsæt sneglefælder for at konstatere forekomst af agersnegle
Vi har allerede nu fundet agersnegle i mark efter hvidkløver.
Du kan få kendskab til, hvorvidt der er agersnegle i din mark. Vi har anvendt følgende fremgangsmåde:
• Anvend et lokkemiddel: Knuste hvedekerner, hvedeklid eller lignende.
• Egnet dækmateriale: Stor tallerken, metalplade, træplade eller lignende. Materialet skal dække lokkemiddel og ligge fast trods kraftig vind. Størrelse f.eks. 20 cm x 30 cm.
• Fordel fælderne (pladerne) ud over marken, på samme måde som når du tager jordprøver. Sæt en markør ved hver fælde, så du nemt kan finde dem igen.
• Under hver plade fordeler du lokkemiddel.
• Næste morgen/formiddag inspicerer du fælderne for forekomst af agersnegle.
Markmus kan have været på besøg, og de efterlader som regel visitkort.
• Giv dig tid til at iagttage for evt. forekomst af agersnegle. Det kan være vanskeligt at skelne agersneglene fra fugtig og knoldet jord, småsten og organiske materiale.
• Finder du agersnegle under enkelte fælder, bør du forberede dig på at bekæmpe agersneglene.
|
|
Fælde - dækplade |
Agersnegl som æder af lokkemidlet. |
Tidlig bekæmpelse
Hurtigt efter såning af sukkerroer udstrør du sneglemiddel.
eller
Du fortsætter med at have sneglefælder i marken og inspicerer dem jævnlig for forekomst.
Ved forekomst udstrør du sneglemiddel.
Det anbefales, at foretage udstrøning af sneglemidlet Ferramol (Ferrox, SmartBayt Professional eller tilsvarende) med 5 - 6 kg pr. ha. Ved stærk og vedvarende forekomst af agersnegle bør udstrøning gentages!
Det er især vigtigt at være på vagt over for agersnegle, hvor der forud for sukkerroerne har været:
• Hvidkløver eller frøgræs
• Veletableret efterafgrøde efterår 2008 – gul sennep eller olieræddike
• Vintersædsmarker, raps- og hvedemarker, som skal omsås pga. snegleangreb
• Marker hvor der tidligere har været forekomst af agersnegle

