Aktuelt fra marken uge 15
Lokalt er roesåningen afsluttet - de fleste steder dog ikke påbegyndt!
De førte marker med roer blev tilsået den 19. - 20. marts på Vestlolland (ca. 40 ha). Efterfølgende har vejret været koldt og ustadigt, men på det vestligste Lolland har der dog været perioder mellem regnvejrsdagene, hvor jorden har været tjenlig, og her er en stor del af roemarkerne tilsået. Endvidere er der også sået en del roer på Vestsjælland.
Roesåningen er de fleste steder udført i et fint såbed, som falder fint og med god fugtighed.

Såning ved Nakskov den 2. april.
Roefrøene kræver over 3° C, for at der er fremspiringsaktivitet. Det kolde vejr giver derfor en langsom fremspiring i de tilsåede marker. I marker tilsået den 19. - 20. marts er roerne endnu ikke kommet op, men der kan findes frø med 1 - 2 cm rodspire.
Roefrø sået 19. marts - foto 8. april
Det ustadige vejr med hyppige regnbyger og en vejrudsigt, der fortsat lover ustabilt vejr betyder, at mange marker først vil blive tilsået midt i april eller senere. Derfor vil det være en god ide, at forsøge at udnytte ledig roesånings-kapacitet fra områder, hvor roesåningen er afsluttet.
Resultater fra såtidsforsøg viser, at der mistes udbyttepotentiale for hver dag såningen forsinkes.
En udsættelse af såtidspunktet allerede i første del af april, giver et udbyttetab på ca. 0,5 % for hver dag såningen udsættes. Og jo længere man kommer ind i april, jo større er udbyttetabet pr. dag for udsættelse af såningen.
I øvrigt er det økonomiske tab ved udsættelse af roesåningen langt større end tabet ved udsættelse af såning af byg, hvor såtidspunktet kun har ringe indflydelse på det økonomiske udbytte.
Derfor bør roesåningen have første prioritet, hvor jorden er tjenlig til såning!