Aktuelt fra roemarken uge 17
Fremspiring, skadedyr og ukrudt
Fremspiring
I den sydøstlige del af roedyrkningsområdet ses manglende fremspiring i mange marker pga. tør jord. Vejrudsigten lover regn, og forhåbentligt kommer der så store regnmængder, at såbedet kan blive gennemfugtet, så alle frø kan fremspire.
Mus og fugle
Mus har været aktive og ædt en del frø i marker med tørt såbed og lille jorddækning. Fugle har også enkelte steder hakket i frø og fremspirede planter.
Nattefrosten har ikke været så hård, at der har været meldinger om plantebortfald, men roernes kimblade er nogle steder svidt/visne i spidserne.
(I Nordtyskland er der målt temperaturer ned til -13 gr. C., og der meldes om store skader pga. nattefrost - ca. 10.000 ha bliver omsået.)
Nattefrosten er årsag til svidte bladspidser
Snegle
I det tørre vejr har der ikke været problemer med agersnegle, men ved omslag til mere fugtigt vejr kan agersnegle fortsat gøre skade.
Ukrudt
De tørre forhold vil give meget uens fremspiring af ukrudtet. Med de blæsende og kolde forhold er det endnu kun få steder, at første ukrudtssprøjtning er gennemført.
På nuværende tidspunkt anbefaler vi at vente med ukrudtssprøjtningen til efter omslaget til mere fugtigt og lunere vejr (sidst på ugen efter vejrudsigten). Der kan forventes en betydelig bedre ukrudtseffekt ved at vente, da ukrudtet under de nuværende tørre og blæsende forhold kan forventes at være svært at bekæmpe.
Hvis ukrudtet er blevet lidt for stort ved første sprøjtning, anbefales det ikke at bruge højere dosering, men i stedet bør tidsintervallet til næste ukrudtssprøjtning afkortes.
Se mere om vores generelle vejledning til ukrudtsbekæmpelse.