30. juni 2003
Bakteriel bladpletsyge
I forbindelse med haglskade kan der efterfølgende forekomme angreb af bakteriel bladpletsyge.
Symptomerne kan minde om ramularia med brune bladpletter og med en mørk rand.
Ved angreb af bakteriel bladpletsyge er pletterne ofte mere kantede og af uens størrelse, og pletterne breder sig ofte langs bladnerverne. Endvidere ses gulning af bladvævet omkring bladpletterne.
Symptomerne skyldes en bakterie (Pseudomonas syringae), som angriber planten efter den er skadet af f.eks. hagl.
Sygdommen udvikler sig bedst under varme og fugtige forhold og er sjældent af økonomisk betydning.
Det er ikke muligt at foretage bekæmpelse (bladsvampemidlet Opus har heller ikke virkning).

