Bladsvampe
Anbefaling for bekæmpelse af bladsvampe.
Anbefaling for bekæmpelse af bladsvampe:
Forsøgsresultaterne viser det bedste udbytte ved 2 behandlinger mod bladsvampe (henholdsvis først i august og omkring 1. sept.), når roerne høstes i november.
Der er endnu kun registreret meget lidt meldug og kun enkelte pletter med cercospora, men for dyrkere, der kan blive arbejdsmæssigt presset af høstarbejde, anbefales det at foretage bekæmpelse af bladsvampe nu med 0,2 ltr. Opus pr ha i de marker, der forventes høstet efter 1. nov., da det koster udbytte at behandle for sent.
Kraftig/hurtig fordampning af den udsprøjtede væske kan resultere i nedsat optagelse og dermed nedsat effekt. Så for at opnå den bedste/største optagelse i planterne anbefales det at foretage udsprøjtningen, når fordampningen er langsom og roeplanterne er saftspændte tidligt på dagen.
Beskrivelse af bladsvampene:
|
Meldug favoriseres af varmt og tørt vejr. Ved forekomst eller begyndende angreb af meldug bør en bekæmpelse straks foretages, da meldug kan udvikle sig epidemisk og hurtigt kan sprede sig til hele marken. Meldug ses som en hvidgrå filtagtig belægning på bladene. Meldug kan betyde op til 8-10% udbyttetab plus forringelse af saftkvalitet. |
|
Rust findes normalt udbredt i markerne fra august måned, men udvikler sig langsommere end meldug. Ofte kan bekæmpelse foretages sammen med meldugbekæmpelse. Ved udbredte angreb i marken bør der dog foretages en specifik bekæmpelse af rust. Rust ses som små, rødbrune og afsmittende rusthobe på bladoverfladerne. Rust kan betyde op til 10-15% udbyttenedgang plus forringelse af saftkvalitet. |
|
Ramularia.- Regnfuldt vejr og fugtige forhold fremmer udviklingen. Ramularia ses som grålige, visne pletter med en rødbrun kant. Pletterne er ca. 4-12 mm i diameter. I begyndelsen er pletterne adskilte, men senere løber de sammen og får hele bladet til at visne. Ramularia kan betyde op til 15-20% udbyttenedgang plus forringelse af saftkvalitet. |
|
Cercospora.- Svampen er et stort problem i Syd- og Midteuropa og har i de senere år spredt sig længere mod nord og forekommer nu også mere og mere i Danmark. Varmt og fugtigt vejr fremmer svampens udvikling. Symptomerne minder om ramularia, men pletterne er mindre ( ca. 2 - 5 mm) og mere skarpt afgrænsede med en mørk rødbrun kant. Angrebet er meget destruktivt og hele bladpladen visner hurtigt og får en sortbrun farve. Typisk udbyttetab i Mellemeuropa på 10 - 20% plus forringelse af saftkvalitet. |



