25. november 2005

Danisco ser positivt på kompromis om EU´s sukkerreform

PRINT SEND

TEKSTSTØRRELSE

EU's medlemslande har truffet beslutning om hovedlinjerne i den fremtidige europæiske sukkerordning. Indholdet ligger tæt op ad EU-kommissionens forslag fra juni 2005.

På ministerrådsmødet den 24. november 2005 lykkedes det EU's landbrugsministre at nå frem til et kompromis om de overordnede rammevilkår for den europæiske sukkersektor frem til 2014/15.

Danisco betragter kompromiset som et konstruktivt forhandlingsresultat, der vil sikre grundlaget for en langsigtet planlægning i sukkersektoren. Kompromiset indebærer blandt andet:

- en betydelig sænkning af roe- og sukkerpriserne gennemført over fire år,

- delvis indtægtskompensation for roedyrkere,

- en reduktion af sukkerproduktionen gennem frivilligt kvotesalg og

- væsentlige begrænsninger i sukkereksporten

Med udgangspunkt i Ministerrådets beslutning igangsætter EU-Kommissionen nu arbejdet med at fastlægge den juridiske tekst og de bestemmelser, der vil gælde i overgangen til den nye sukkerordning. Først når det arbejde er færdiggjort, og Europa-Parlamentet har haft lejlighed til at udtale sig om reformens indhold i januar 2006, kan Ministerrådet vedtage den endelige sukkerordning.

Koncerndirektør Mogens Granborg, Danisco A/S, siger i en kommentar:

Det er særdeles glædeligt, at vi nu er så tæt ved vejs ende i reformprocessen. En ny kurs for EU's sukkerpolitik er en klar nødvendighed for at sikre en konkurrencedygtig roe- og sukkerproduktion i Europa, og vi kan tilslutte os hovedprincipperne i Rådets beslutning.

Der er i forhandlingsprocessen sket nogle justeringer af Kommissionens oprindelige forslag, hvoraf nogle trækker i positiv, andre i negativ retning. Vi vurderer for eksempel den udvidede indfasning af prissænkningen, der iøvrigt blev lidt lavere end oprindeligt foreslået, som en fornuftig løsning. Vi ser derimod en risiko i at forlænge den periode, hvor der ydes på markedet i en længere periode.

Vi må samtidig konstatere, at der i denne sene fase af reformprocessen fortsat er uklarhed om en række væsentlige detaljer. Der mangler blandt andet en afklaring af de specifikke forhold for eksport og import og for produktion af sukker til non-food- anvendelse.

Meget vil også afhænge af, hvordan roedyrkerne vil disponere på baggrund af de nye vilkår.

I Danisco vil vi nu færdiggøre vores overvejelser om de produktionstilpasninger og øvrige effektiviseringstiltag, som vi skal gennemføre for at sikre vores fortsatte placering i den europæiske sukkerelite. Det vil ske i tæt dialog med vores medarbejdere, roedyrkere og øvrige interessenter. Vi skal formentlig hen i februar eller marts, før vi har det fuldstændige EU-grundlag, der betyder, at vi kan færdiggøre planlægningen af disse aktiviteter.

Daniscos sukkervirksomhed har i dag en velkonsolideret platform. Det giver os et stærkt potentiale til at drage nytte af de muligheder, der vil opstå i kølvandet på sukkerreformen, for eksempel ved at markere os på nye forretningsområder og markeder.

I fondsbørsmeddelelse af 22. juni 2005 oplyste vi, at vi forventer, at indtjeningsgrundlaget for sukkeraktiviteterne vil stabilisere sig på 600-750 mio. kr., når sukkerreformen er fuldt gennemført. Rådets beslutning giver ikke anledning til ændringer i ovennævnte forventninger.