Er såmaskinen klar til foråret?
Er såmaskinen klar til foråret?
Det er afgørende at roesåmaskinen er efterset og er fuldt funktionsdygtig, inden forårsarbejdet bryder løs.
En velfungerende såmaskine og et godt udført såarbejde er nødvendigt for at opnå er sikker og ensartet fremspiring, som er grundlaget for et højt udbytte i roemarken.
Såskær
Slidte såskær giver uensartet sådybde og uens planteafstand. Nye (ikke slidte såskær) danner en skarp rille og skærer bedre igennem i fast jord, og frøet fanges bedre i sårillen og får bedre kontakt til den omgivende fugtige jord.
Indstilling af sådybde
Lav et forhåndscheck af sådybde på et plant gulv hjemme i maskinhallen. Det er vigtigt efterfølgende at følge op på korrekt sådybde, når maskinen kommer i marken.
Afskrabere
Hvis maskinen er udstyret med afskrabere, skal disse kunne holde hjulene rene for vedhængende fugtig jord. Slidte skrabere udskiftes eller tilpasses, så de fungere optimalt.
Cellehjul/hus/såbånd
Sørg for at disse er uden slid, rene og fri for belægninger, så frøet frit kan passere.
For Stanhay-maskiner check såbåndene og kontrollér at disse ikke er slidte, og at såhullerne ikke er trukket aflange.
Lejer og bevægelige dele
Check lejer, kæder, kileremme og andre bevægelige dele. Skal bevæge sig frit og uhæmmet.
Udsåning
Kontrollér udsåning - kom lidt frø i kasserne og kontrollér at alle aggregater kan udså, og at der kommer ét og kun ét frø hver gang.
Stenplove
Disse skal kunne bruges aktivt og kunne indstilles, så sten og de øverste store knolde fjernes.
Gødningstænder
Er såmaskinen udstyret med nedfældertænder til placering af gødning, må disse tænder ikke placeres tættere end 5 - 6 cm fra roerækken, og gødningen skal placeres i en dybde, der er ca. 5 cm under roefrøets sådybde. Under såarbejdet bør gødningstændernes placering kontrolléres jævnligt, da gødningstænderne kan blive forskubbet ved påkørsel af sten eller andet.
Hvis gødningen placeres for tæt på frøet, dør frøet.