Erfaringer fra vækstsæsonen 2009
Lave udbytter i marker gødet med gylle
Erfaringer fra dette år viser i en del tilfælde, at der er høstet meget lave udbytter, hvor roerne kun er tildelt husdyrgødning i form af f.eks. gylle umiddelbart før såning.
Der er tilsyneladende flere årsager, dels er der relativ dårlig fremspiring, og dels har roerne vist tegn på kvælstofmangel, især først på vækstsæsonen. For at undgå dette, anbefales det at placere ca. 25 kg kvælstof som startgødning.
I nogle marker har roerne vist tegn på kvælstofmangel i det meste af vækstsæsonen, og det skyldes formentlig at kvælstoffet i gyllen er fordampet fordi jorden var meget løs og tør i en lang periode efter udbringningen.
Så vidt det er muligt, bør gyllen anvendes i andre afgrøder end til roerne.
Den optimale strategi ville være at tilføre 60 - 75 kg kvælstof i gylle til efterafgrøden forud for roerne, og så placere ca. 25 kg kvælstof ved såning, men det er desværre ikke tilladt, selvom det vurderet ud fra forsøg og undersøgelser, er den bedste løsning både for miljøet og roedyrkningen.
Bedrifter, hvor der ikke er ”luft” i gødningsregskabet til tilførsel af kunstgødning, anbefales det at afsætte noget gylle til planteavlsbedrifter, så der bliver mulighed for at placere startgødning til roerene. På planteavlsbedrifterne vil der også opnås en fordel, da omsætning af gyllen bidrager til at reducere antallet af nematoder.