Nattefrost og fremspirede roer
Kontrollér om de fremspirede roer har taget skade af nattefrosten
Hvordan ser man om roeplanterne er frostskadede?
I klimakamre-undersøgelser med roeplanter fra først i 80'erne blev det prøvet at sænke temperaturen til 5 graders frost. I disse undersøgelser overlevede alle roerne, hvis der ikke var behandlet med jordherbicider (Pyramin). Derimod tåler roerne mindre frost, hvis de er påvirkede af kemikalier, og det kan derfor være risikabelt at foretage ukrudtssprøjtning ved udsigt til nattefrost og umiddelbart efter.
Ved forespørgler i udlandet i 2003 blev angivet, at nyfremspirede roer kortvarigt kan tåle ned til 9 graders frost, men det afhænger af roernes kondition, bl.a. hvor "hærdede" planterne er. Ved store temperatursvingninger mellem dag og nat tåler roerne mindre frost end ved mere stabile temperaturer.
Mht. stokløbning er få nætters nattefrost ikke så afgørende. Det har større betydning, hvis roerne i mange dage påvirkes med lave temperaturer uden efterfølgende/afbrydelse af perioder med høje temperaturer.
Undersøg de udsatte steder
De steder i marken, som er mest udsat for frostskader, er hvor jorden er tør og løs i overfladen, på lave områder og specielt på "sort" jord/mosejord, hvor roeplanterne også ofte er tidligt/længere fremme.
Nedenstående billeder er fra 2003 i Sydtyskland og de viser symptomer på typiske frostskader.
De skadede roeplanterne bliver slappe og efter et par dage sorte og visne i toppen.
Ofte er det nødvendigt at fritlægge roeplantens kimstængel under jorden for at se om planterne er frostskadede. Som billederne viser, ses frostskaden typisk i 0.5 til 1.5 cm's dybde:
Billederne er fra 2003, hvor der var mange marker med frostskade i Sydtyskland. Foto:
Michael Adams, Rübenabteilung Offstein, Südzucker AG