Rhizoctonia
Forekomst af rådne roer kan skyldes Rhizoctonia
Rhizoctonia er en jordboende svamp, som forårsager, at roerne begynder at rådne i jorden, og forrådnelsen forsætter/accellererer, når roerne ligger i kule.
Rhizoctonia må ikke forveksles med Rizomania.
Symptomer: På enkeltroer ses et brunt skarpt afgrænset område med råd (ses bedst ved gennemskæring af roen). For det meste er angrebet i den øverste del af roen, men kan også forekomme på den øvrige del af roen. Angreb begynder som regel midt i vækstperioden ved jordtemperaturer over 15 gr. C og fremmes af perioder med kraftig regn og høje temperaturer. Svær jord og dårlig jordstruktur og store mængder uomsat organisk materiale i jorden er befordrende for sygdommen.
Sygdommen er et stigende problem i bl.a. Sydtyskland, Frankrig og Holland og især i sædskifter med majs. Der arbejdes intenst med forebyggelse, bekæmpelse og forædling af Rhizoctonia-resistente sorter.
Vær opmærksom på at råd fra enkelte rådne roer i roekulerne, hurtigt kan brede sig til de øvrige roer, således at roerne bliver uanvendelige til oparbejdning.
Har du forekomst af Rhizoctonia?
Da vi er interesseret i, hvor udbredt sygdommen er i Danmark, vil vi gerne have henvendelse, hvis du har symptomer på forekomst af Rhizoctonia i dine roer. 