7. februar 2008

Risiko for agersnegle i roemarken 2008?

PRINT SEND

TEKSTSTØRRELSE

Sørg for tidlig indsats!

I efteråret 2007 var der i mange vintersædsmarker problemer med kraftige angreb af agersnegle, som blev favoriseret af den våde sæson.

Risikomarker

  • Vintersædsmarker, raps- og hvedemarker, som skal omsås pga. snegleangreb.
  • Marker hvor der har været hvidkløver eller frøgræs.
  • Andre marker hvor der tidligere har været problemer med snegle.
  • Evt. marker hvor der har været efterafgrøde i 2007.

Undersøg for snegle allerede nu
Sneglene kan ses aktive på nuværende tidspunkt i marker, hvor der er grønne planter tilbage. Foretag undersøgelse i perioder uden nattefrost, og hvor temperaturerne er min. 5 - 10 grader og helst på sydvendte skråninger. På nuværende tidspunkt er det mest små snegle på 3 - 5 mm, der kan findes i marken.

Uddrivning med salmiakspiritus
Anvend ca. 0,1 - 0,25 l tredobbelt salmiakspiritus i 10 l vand, som udvandes på ca. 1 m² jord, hvorefter sneglene uddrives og nemt kan ses, da sneglene bliver slimet og blåfarvet.

Blåfarvet agersnegl efter salmiak
Blåfarvet agersnegle efter uddrivning med salmiak-opløsning.
Foto: ECOstyle.

Behandling
Hvis der allerede nu er snegle på det kommende roeareal, vil det være en fordel indledningsvist at foretage en bekæmpelse fra sidst i februar/først i marts, hvis det stadigt er mildt vejr og ikke udsigt til hård frost, som dræber sneglene.
Det anbefales, at foretage udstrøning af sneglemidlet Ferramol med 5 - 6 kg pr. ha. En reduktion af antallet af snegle inden begyndende æglægning (ved ca. 10 °C) antages at være en fordel.
Sneglekornene er rimelig modstandsdygtige over for nedbør og vil derfor blive liggende på jordoverfladen længe, eller indtil de er ædt op, hvor der så kan suppleres med ny udstrøning.

Vær på forkant!
Efter såning af roer i marker, hvor der er risiko for snegleangreb, anbefales det at udstrø sneglekorn allerede umiddelbart efter såning af roerne. Ved konstateret angreb efter fremspiring er det ofte for sent og ikke effektivt nok at foretage bekæmpelse.