Roeoptagning og marktab
Begræns sukkertabet ved brug af skånsom optagning - der er stor forskel på, hvordan roerne behandles af roeoptagerne
- Roer, der skal lagres i kule, bør behandles skånsomt.
- Anvend derfor en roeoptager og en indstilling af denne, der er skånsom mod roerne.
- Generelt er rouletter ganske hårde ved roerne.
- Kør ikke ind i roekulen, hverken under aflæsningen, eller hvis kulen stables. Der knuses en masse roer, og det koster penge.
Under roeoptagningen mistes en del roemasse ved afbrækning og beskadigelse. Jo hårdere roerne behandles, desto større vil marktabet være. Der er målt tab på 0.99 tons sukker/ha dette tyder på meget hårdhændet behandling.
Typiske kan man regne med et direkte marktab på ca. 0.3-0.5 tons sukker/ha.
Sukkertab og roekuler
For at optimere økonomien i roedyrkningen, bør man derfor generelt håndtere roerne varsomt. Og de roer, som skal opbevares i roekule i længere tid, bør håndteres ekstra varsomt for at minimere sukkertabet under opbevaringsperioden. 
Jo mere skadet en roe er, desto mere sukker mistes under lagring i roekulen. Dette sker dels ved at roesaften "bløder" fra de skadede områder, og dels ved at roerne omsætter sukkeret for at reparere skaderne. Undersøgelser har vist, at tabet typisk er ca. 0,06 tons sukker/ha, men for de mest skadede roer vil sukkertabet være meget større.
Hvor meget roerne skades under optagningen afhænger i høj grad af, hvilket rensesystem roeoptageren anvender. Undersøgelser har vist, at roeoptagere, der renser med ruller (f.eks. Garford og Grimme) skader roerne mindre end rensesystemer, der anvender rouletter. Desuden skal man være opmærksom på at indstille rensesystemet til at give den mest skånsomme rensning.