Sådan opnår jeg sikker, hurtig og ensartet etablering af sukkerroer
Interview med driftsleder Poul Nyvang, Kirstineberg Driftsfællesskab I/S
Det er min erfaring nu: ”Vi skulle have monteret stenplove samtidig med købet af ny såmaskine”, siger Driftsleder Poul Nyvang, Kirstineberg Driftfællesskab I/S.
Fællesskabets 24 rækker Kleine skivesåmaskine har i en årrække sået op til 350 ha pr. sæson. Såmaskinen er monteret med udstyr til samtidig nedfældning af ammoniak.
Såmaskinen med rulleskær er oprindelig konstrueret ud fra ønsket om at så direkte i en efterafgrøde, etableret for at undgå vind- og vanderosion. Dette er almindelig praksis i bl.a. Tyskland. Ved sådan brug, er der ikke behov for stenplove, da den visne afgrøde blot vil slæbe foran. Rulleskæret skal netop skære gennem afgrøden.
Inden såning af 2008 roeafgrøden besluttede Poul Nyvang at renovere såmaskinen, hvilket indebar montering af en parellelophængt stenplov. Målet er at fjerne sten, jordknolde og tør jord, som kan forårsage at roefrøet bliver lagt uhensigtsmæssig i forhold til ønsket om en hurtig og ensartet fremspiring.
2007 var et rigtig skidt år, fordi jorden tørrede meget hurtig ud i den kraftig tørrende østen-vind. Såbedet tørrede hurtigt bl.a. pga. de mange jordknolde. Resultatet blev som hos størstedelen af dyrkerne: 2 generationer roer – 2. generation kom frem efter tilstrækkelig med nedbør.
Selve stenploven er ophængt i et parallelogram og uafhængig af selve såenheden. Stenploven har en bredde, således at de 2 gummihjul, som regulerer sådybden, kører på det afskrabede areal. Det giver en mere rolig arbejdsrytme for såenheden, som derfor ikke hopper op hver gang, gummihjulene kører over en sten/knold.
Stenplovene kan justeres enkeltvis for hvor dybt de maksimalt skal arbejde. En fjeder holder stenploven nede og endvidere er det muligt at indstille den maksimale dybdegang af stenploven. Stenplovens to sider er indvendig forstærket med en plade, som ud over at sikre at ploven ikke kollapser også medvirker til en roligere dybdegang. Rækkerne efter traktorens terradæk har mindre muld og derfor skal disse stenplove justeres anderledes.
Resultatet efter montering af stenplove var en super ensartet og hurtig fremspiring i 2008, fortæller Poul Nyvang. Vi anvendte samme udstyr til såbedstilberedelse som tidligere og valgte at anvende stenploven aktivt på hele arealet for at fjerne både knolde og sten. Ud over dette satte vi stenploven så dybt, at vi fjernede de øverste ca. 2 cm jord. Med den indstilling viste sårækkerne en mørk aftegning lige efter såning.
Såmaskinen bestod virkelig sin prøve, da Kirstineberg foråret 2008 drænede et mindre areal og efterfølgende pløjede marken. På dette tidspunkt satte tørken ind, men takket være stenplovene opnåede Poul Nyvang og medarbejdere en særdeles tilfredsstillende fremspiring i marken – takket være stenplovene!
Det er meget vigtigt også at justere stenplovene, når man starter i en ny mark. Jordtype og jordens beskaffenhed har indflydelse på, hvorledes vi skal justere stenplovene siger Poul Nyvang. Uanset hvilken type stenplov man har monteret på sin roesåmaskine, bør man inden den nye sæson efterse skærene for slidtage, og de fleste bør svejse på skærene for at bringe maskinen i stand til at gennemføre såarbejdet uden problemer. Ligeledes skal man også efterse sine såskær for om nødvendig at bringe dem op til den oprindelige facon.