12. november 2011

Såmaskine og såkapacitet

PRINT SEND

TEKSTSTØRRELSE

Det er nu tid til at vurdere, om din såkapacitet er stor nok

Tilstrækkelig såkapacitet er en væsentlig forudsætning for at skabe grundlag for at opnå det bedst mulige udbytte.
Beregninger med baggrund i såtidsforsøg viser, at der bør være en såkapacitet så det areal, der skal sås, kan sås på maksimalt 4 dage/døgn, og det vil som gns. give en såperiode på 8 dage.

Ved at udbygge såkapaciteten kan der som regel opnås højere udbytte, og der kan spares arbejdstimer, hvor der oftest er relativt travlt (høj værdi af arbejdstimerne).

Se tidligere beregning over såkapacitet til roesåning.


Såkapaciteten kan forøges med forskellige tiltag på eksisterende maskine

1. Flere rækker på såmaskinen

2. Bedre udnyttelse af den eksisterende såkapacitet ved at der samarbejdes mellem dyrkere med marker, der kan sås tidligt og dyrkere med marker, der normalt bliver såklare senere.

3. Delt gødskning kan forøge såkapaciteten lidt.

4. GPS-styring kan formentlig forøge såkapaciteten bl.a. ved, at der kan sås når det er mørkt - det forudsætter dog, at jorden er tør nok.


Hvilke muligheder er der for "flere rækker" på såmaskinen?

Det bør undersøges om en roesåmaskine med 12 rækker kan udbygges til 18 rækker, og det er jo rammen, som skal ændres/fornyes.

 
Der udbydes desværre endnu kun 24 rækkers roesåmaskiner med ”fast ramme”, som skal afmonteres for transport på offentlige veje og smalle passager. Hvis der skal sås relativ store marker, betyder det ikke så meget for kapaciteten, men ved såning af mange mindre marker, kan det betyde en betydelig nedsættelse af kapaciteten. Ved en evt. anskaffelse af en 24 rækket maskine, bør det sikres at bommen kan ”holde til” tænder til placering af flydende gødning. 


Med GPS-styring

Der opnås en større kapacitet med GPS, bl.a. ved at der kan holdes focus og opmærksomhed på såaktiviteten i stedet for på styringen. Hvis såagregaterne bliver styret af GPS, kan der spares roefrø, og jo flere rækker der er på såmaskinen, jo mere frø kan spares, da større såmaskiner dobbeltsår væsentlig mere end såmaskiner med få rækker. 


Vedligeholdelse af såmaskiner

Det anbefales at efterse såskær nu, så de evt. kan blive udskiftet, eller der kan blive ”lagt slidlag på”, bl.a. gennem Søren Jespersen, Krenkerup.