4. april 2011

Ukrudtsbekæmpelse 2011

PRINT SEND

TEKSTSTØRRELSE

Generel oversigt for ukrudtsbekæmpelse 2011

 
 
Vær opmærksom på de forskellige begrænsninger, der er påtrykt etiketten for de enkelte midler. Følg altid etikettens oplysninger.

 


OVERSIGT over aktuelle midler og mængdemæssige begrænsninger


PHENMEDIPHAM (pmp) – midler (”Betanal”-produkter)
Der må maksimalt anvendes 960 g pmp pr. ha. pr. år. Disponér mængderne af pmp i de enkelte sprøjtninger, så der bliver mulighed for op til 4 behandlinger med pmp, hvis behovet opstår.

Betanal Power eller Kemifam Power
Et blandingsprodukt, som indeholder 160 g pmp + 160 g desmedipham pr. l. Forsøg har vist at 0,33 l Betanal Power har samme virkning som 1 l ”alm. Betanal” (pmp 160 g).
Begrænsninger: Kan anvendes med op til 0,6 l pr. ha pr. sprøjtning med maksimalt 1,8 l pr. ha pr. år.
Ved at anvende Betanal Power i nogle sprøjtninger (i stedet for ”alm. Betanal”) bliver der bedre mulighed for at øge doseringen af pmp-produkter uden at overskride den maksimalt tilladte mængde pmp. Det anbefales at anvende Betanal Power i første sprøjtning, hvor der normalt ikke er ethofumesat med.
Vandmængde: Ved anvendelse af mere end 25 l pr. 0,1 l Betanal Power/Kemifam Power er der risiko for udfældning. For at sikre imod filterstop, anbefales det at anvende 80 mesh (rød) linie- og 50 mesh (blå) dysefiltre. Normalt er 100 mesh.
Undlad meget koldt vand og stærkt jern- eller kalkholdigt eller snavset vand. Udsprøjtning inden for et par timer.
Tilsætning af det forsurende middel Nova Balance har forbedrende virkning på sprøjtekvaliteten. Det forsurende middel tilsættes vandet FØR kemikalier fyldes på. Dosering afhænger af vandets hårdhed - ved hårdt vand anvendes 2 l pr. 1000 l sprøjtevæske - se produktbeskrivelse for Nova Balance ved klik her.

Phenmedipham (pmp 160 g)
(Handelsnavne: Betanal, Herbasan, SweDane Betasana 2000) - indeholder alle 160 g phenmedipham pr. l og ND Betafam SE (157 g pmp pr. l).
Med disse midler må der maksimalt anvendes 6 l pr. ha pr. år svarende til 960 g pmp pr. ha.

Kontakt 320 SC
Indeholder 320 g phenmedipham pr. l  -  altså dobbelt koncentration af alm. Betanal (phenmedipham 160g).
Begrænsninger: Maksimalt 3 l pr. ha pr. år.


ETHOFUMESAT (eth)
(Handelsnavne: Ethofol 500 SC, Ethosan SC, LFS Ethofumesat, ND Ethofumesat 500 og Agros Ethofumesat) - indeholder alle 500 g ethofumesat pr. l.
Må kun anvendes til ukrudtsbekæmpelse i bederoer hvert 3. år med en maksimal dosering på 71 g aktivt stof pr. ha pr. år, hvilket i handelsvare svarer til 0,142 l pr. ha pr. år.


METAMITRON (Goltix)
(Handelsnavne: Goliath, Goltix SC 700, Inter-Metamitron SC, Metafol 700 SC, ND Metamitron 700, Metafol 700 SC, Swedane Metafol 700 SC og Agros Metamitron) - indeholder alle 700 g metamitron pr. l.
Må kun anvendes til ukrudtsbekæmpelse i bederoer med maks. 1 l pr. ha pr. gang og maks. 3,0 l pr. ha pr. år (f.eks. 3 x 1,0 l pr. ha pr. år eller 4 x 0,75 l pr. ha pr. år). Disponer mængderne i de enkelte sprøjtninger, så der også er metamitron til en evt. 4. sprøjtning.


SAFARI
Maksimalt tilladte mængde pr. år er afhængig af tidspunktet for 1. sprøjtning. Hvis Safari anvendes allerede på kimbladsstadiet må kun anvendes 10 g efterfulgt af 10 g senere – altså maksimalt 20 g pr. ha pr. år.
Hvis der først startes, når roerne har 4 udfoldede blade, må der anvendes 3 x 10 g - i alt 30 g pr. ha pr. år.
15 g må først anvendes fra roernes 8-bladsstadie og efterfølges af maks. 15 g senere - (følg etikettens oplysninger).


Skema for Safari (tilladte mængder og roernes udviklingstrin)

Dosering

1. behandling
tidligst på roernes stadie

2. behandling

3. behandling

2 x 10 g Safari pr. ha

Kimbladsstadie
BBCH10

Ikke afgørende

-

3 x 10 g Safari pr. ha

4 udfoldede blade
BBCH14

8 udfoldede blade
BBCH18

BBCH22-25

2 x 15 g Safari pr. ha

8 udfoldede blade
BBCH18

BBCH22-25

-

1 x 30 g Safari pr. ha

9 eller flere udfoldede blade
BBCH19 - 31

-

-


COMMAND CS (Clamazon)
Command CS er off-label godkendt til sukkerroer - se og udskriv vejledning fra middeldatabasen ved klik her. Du skal have off-labelgodkendelsen udskrevet og liggende på din bedrift.
Command er godkendt med op til 0,2 l pr. ha før fremspiring af roer. Anbefalet dosering er 0,1 l pr. ha udsprøjtet efter såning og inden fremspiring af roerne.
Midlet optages gennem kimstængel og rod og blokerer klorofyldannelsen, hvilket giver hvidfarvede blade. Command har god virkning på bl.a. hundepersille, hyrdetaske og fuglegræs - men ingen bredspektret virkning.
Der er risiko for skade på roerne især ved megen regn og koldt vejr, og endvidere vil roerne være mere påvirkelige for andre roemidler. Midlet har lille virkning under tørre forhold og på jorde med højt humusindhold.
Brug af midlet i sukkerroer anbefales kun i helt specielle tilfælde.




ANBEFALINGER for ukrudtsbekæmpelse
 
Med de aktuelle begrænsninger på midlerne er det vigtigt at få styr på ukrudtet fra start, da der er lille mulighed for at redde mislykkede sprøjtninger. Start ikke for sent med første sprøjtning! Første sprøjtning foretages på kimbladsstadiet inden begyndende dannelse af løvblade. Hvis ukrudtet er blevet stort kan en delt sprøjtning med få dages mellemrum være en god løsning. Mulighed for radrensning er godt at have i baghånden.  


0. Før fremspiring af roerne

Efter roesåning men inden roernes fremspiring kan anvendes:

1 - 2 l Roundup eller 1 - 2 l Reglone + spredeklæbemiddel

I marker med stort ukrudtstryk med f.eks. raps, pileurt mm. kan denne sprøjtning inden roernes fremspiring være en fordel specielt i kølige forår, hvor visse ukrudtsarter fremspirer hurtigere end roerne. Vær opmærksom på roernes udvikling - ved sprøjtningen må roerne ikke have sat topspire.


1. Sprøjtning (det største ukrudt på kimbladsstadiet)

0,4 – 0,6 l Betanal Power (eller 1,5 - 2 l pmp (160g)) + 0,5 – 1 l metamitron + 0,5 l Renol olie


2. Sprøjtning (6 – 14 dage senere)

1 - 2 l pmp (160g)* + 0,5 – 1 l metamitron + 0,07 l eth + 0,5 l Renol olie


3. Sprøjtning (6 – 14 dage senere)

1 - 2 l pmp (160g)* + (0,5 – 1 l metamitron) + 0,07 eth + (10 - 15 g Safari)** + 0,5 l Renol olie


Evt. 4. Sprøjtning – ved overlevende ukrudt eller sen nyfremspiring af ukrudt

1 – 2 l pmp (160 g)* + 0,5 – 1 l metamitron + (10 – 15 g Safari)** + 0,5 l Renol olie


*) 1 - 2 l pmp (160 g) kan erstattes af 0,3 - 0,6 l Betanal Power/Kemifam Power.

**) Safari
For at udnytte potentialet fuldt ud kan det være en fordel at udsprøjte Safari + olie + evt. ethofumesat én til to dage før de øvrige kemikalier udsprøjtes.
Safari udnyttes bedst ved at dele Safari i mindst 2 sprøjtninger med 10 - 14 dages mellemrum.
Ved forekomst af hundepersille anvend 3 x 10 g Safari.



PRODUKTBESKRIVELSE og virkemåde

Phenmedipham (pmp)
Pmp virker som kontaktmiddel ved svidning af ukrudtsplanterne. Effekten af pmp er størst jo flere lystimer, der er efter udsprøjtningen. Forsøg har vist, at 1 l pmp (160 g) kan erstatte virkningen af ca. 0,1 l ethofumesat. Derfor er den anbefalede dosering af pmp forhøjet for at erstatte reduceringen i ethofumesat.

Ethofumesat (eth)
Virker væksthæmmende og er specielt nødvendig ved bekæmpelse af pileurt-arter. Ethofumesat udnyttes bedst ved at dele den tilladte mængde i 2. og 3. sprøjtning.

Metamitron (Goltix)
Metamitron anvendes med fordel ved forekomst af sort natskygge, kamille, raps og melde. Metamitron har bladvirkning, og effekten kan blive forøget via jordvirkning ved nedbør efter udsprøjtning.

Safari
Trisulfuron - virker vækststandsende og har speciel god virkning mod korsblomstrede (raps og agersennep m.fl.), burresnerre, kamille, sort natskygge, hundepersille og vejpileurt. Safari + olie kan evt. anvendes alene mod disse arter.
I perioder, hvor roerne er stressede pga. lave temperaturer under 6 ºC, høje temperaturer over 24 ºC eller sammenslemmet jord, bør behandling med Safari udsættes indtil roerne igen er i god vækst. Safari kan under stressede forhold give en midlertidig væksthæmning og gulfarvning. Der er nedsat effekt af Safari ved blanding med pmp og stor nedsat effekt ved blanding med metamitron. 

Olie
Det anbefales at anvende Renol som tilsætningsolie for at opnå størst sikkerhed for bekæmpelse af ukrudtet. Olietilsætning er med til at sikre hurtig optagelse specielt, når der er kraftigt vokslag på planterne.

--------------------------------------------------------------------------------------------

SPRØJTETEKNIK
Små dråber har størst effekt på de små ukrudtsplanter, der skal rammes ved ukrudtssprøjtningen i roer. Valg af dysestørrelse afhænger af vind- og vejrforholdene, og hvorvidt man anvender traditionel sprøjte eller Hardi Twin-systemet.
Lowdriftdyser bør normalt ikke anvendes, - anvendes kun hvis der er kraftige vindforhold, og det er nødvendigt at gå på kompromis med sprøjteforholdene. Fremkørselshastighed bør være moderat for at få god og ensartet dækning.
Fladsprededyser giver en fin og ensartet forstøvning og den bedste effekt. Med traditionel sprøjteteknik kan vandmængden varieres mellem 150-200 l pr. ha. Jo bedre sprøjteforhold (vindstille) des mindre vandmængde kan anvendes, ved samtidig at anvende mindre dyser. Det anbefales at anvende dyse F02, gul eller dyse F025, lilla ved 2,5 - 3 bar.

Med luftassisteret sprøjte (Hardi Twin-systemet) kan der anvendes mindre dyser og lavere vandmængde end med traditionel sprøjteteknik, fordi luften styrer dråberne og reducerer afdriften og giver dermed en mere ensartet dækning og er således mindre påvirkelig af vindforholdene. Under gunstige sprøjteforhold er der ikke den store forskel mellem traditionel sprøjte og luftassisteret sprøjte. På ukrudt større end kimbladsstadiet og under blæsende forhold giver den luftassisterede sprøjte relativt bedre effekt og bedre fordeling af sprøjtevæsken på både over- og underside af bladene.

------------------------------------------

TIDSLER
Bekæmpelse af tidsler i roerne foretages, når tidslerne er i god vækst og ca. 15 cm høje med clopyralid (Matrigon eller tilsvarende f.eks. Cliophar, Glopyr 100 SL, Inter-Clopyralid eller Clopyralid), med 1.0 l pr. ha. (vær opmærksom på begrænsninger, pletsprøjtning med max. dosis pr. ha på 0,25 l ).
Safari hæmmer tidslernes vækst og bladene gulfarves. Derfor bør der gå ca. 2 uger efter sidste Safari-behandling, inden tidslerne bekæmpes.
Tidsler bekæmpes imidlertid bedst og billigst i kornafgrøderne - vær opmærksom på dette i de marker, hvor der skal være roer i de kommende år.

-------------------------------------------

KVIK og græsser
Det vil normalt være mest hensigtsmæssigt at færdiggøre den almindelige bekæmpelse af tokimbladet ukrudt og dernæst sprøjte med græsukrudtsmidler. Den almindelige ukrudtsbekæmpelse svider kvikken og græsserne, og derfor skal man vente ca. en uge før man kan anvende græsukrudtsmidlerne. Bedst effekt når kvikken har 3-5 blade. En evt. efterfølgende bekæmpelse af 2-kimbladet ukrudt kan gennemføres 2 dage senere.
Bekæmpelse kan f.eks. foretages med følgende selektive græsukrudtsmidler: Agil eller Focus Ultra. Husk tilsætning af evt. additiv (se nærmere vejledning på etiketten). Bedst effekt opnås ved at sprøjte med midlerne alene. Græsukrudtsmidlerne bekæmper ikke rødsvingel.

Dosering af græsmidler
Agil anvendes med ca. 0,5 l pr. ha og Focus Ultra anvendes med ca. 1 l pr. ha.
Ovennævnte doseringer hæmmer kvikken så meget, at kvikken normalt ikke senere generer roernes vækst.
En mere effektiv kvikbekæmpelse opnås, når bekæmpelsen gentages på genvæksten efter 3-4 uger.
nyfremspirede enårige græsser, f.eks. agerrævehale mm., kan opnås god effekt med 50 - 70 % af ovennævnte doseringer.