Afbalanceret gødskning
Afbalanceret gødskning betyder, at tilføre roen de næringsstoffer, den behøver for at vokse optimalt, og undgå overgødskning eftersom dette er spild af ressourcer, og det kan være skadeligt for miljøet.
Den bedste effekt af næringsstofferne opnås i en jord, der har en god kemisk (pH), fysisk (god struktur) og biologisk balance – med andre ord gode forudsætninger for optimal vækst. En god balance i jorden medvirker til en optimal udnyttelse af næringsstofferne, hvilket fører til et mindre behov for at gøde.
Gødskning skal tilpasses følgende faktorer:
- Afgrødens behov
- Forfrugten og indholdet af næringsstoffer fra afgrøderester
- Indholdet af næringsstoffer i jorden – bestemmes ved at udtage og analysere jordprøver
- Indholdet af næringsstoffer i tilført husdyrgødning/jordforbedringsmidler
- Miljølovgivning
Nogle næringsstoffer findes allerede i tilstrækkelig mængde i jordprofilen, medens andre skal tilføres.
Følgende næringsstoffer har roen brug for i større mængder:
Kvælstof (N)
Fosfor (P)
Kalium (K)
Natrium (Na)
Magnesium (Mg)
Og andre næringsstoffer i begrænset mængde:
Bor (B)
Mangan (Mn)
Mere om de enkelte næringsstoffer.
Gødningstilførsel, der nedfælder og placerer gødningen i jorden anbefales, da det betyder en sikrere og i mange tilfælde også en bedre udnyttelse af gødningen. Ved denne teknik skal gødningen tilføres samtidig med såningen og placeres ca. 5-7 cm ved siden af frørækken og i ca. 7 cm´s dybde.