Produktbeskrivelse og virkemåde
Phenmedipham (pmp)
Pmp virker som kontaktmiddel ved svidning af ukrudtsplanterne. Effekten af pmp er størst jo flere lystimer, der er efter udsprøjtningen. Forsøg har vist, at 1 l pmp (160 g) kan erstatte virkningen af ca. 0,1 l ethofumesat. Derfor er den anbefalede dosering af pmp forhøjet for at erstatte reduceringen i ethofumesat.
Ethofumesat (eth)
Virker væksthæmmende og er specielt nødvendig ved bekæmpelse af pileurt-arter. Ethofumesat udnyttes bedst ved at dele den tilladte mængde i 2. og 3. sprøjtning.
Metamitron (Goltix)
Metamitron anvendes med fordel ved forekomst af sort natskygge, kamille, raps og melde. Metamitron har bladvirkning og effekten kan blive forøget via jordvirkning ved nedbør efter udsprøjtning.
Safari
Trisulfuron - virker vækststandsende og har speciel god virkning mod korsblomstrede (raps og agersennep m.fl.), burresnerre, kamille, sort natskygge, hundepersille og vejpileurt. Safari + olie kan evt. anvendes alene mod disse arter.
I perioder, hvor roerne er stressede pga. lave temperaturer under 6 ºC, høje temperaturer over 24 ºC eller sammenslemmet jord, bør behandling med Safari udsættes indtil roerne igen er i god vækst. Safari kan under stressede forhold give en midlertidig væksthæmning og gulfarvning. Der er nedsat effekt af Safari ved blanding med pmp og stor nedsat effekt ved blanding med metamitron.
Olie
Det anbefales at anvende Renol som tilsætningsolie for at opnå størst sikkerhed for bekæmpelse af ukrudtet. Olietilsætning er med til at sikre hurtig optagelse specielt, når der er kraftigt vokslag på planterne.
--------------------------------------------------------------------------------------------
SPRØJTETEKNIK
Små dråber har størst effekt på de små ukrudtsplanter, der skal rammes ved ukrudtssprøjtningen i roer. Valg af dysestørrelse afhænger af vind- og vejrforholdene, og hvorvidt man anvender traditionel sprøjte eller Hardi Twin-systemet.
Lowdriftdyser bør normalt ikke anvendes, - anvendes kun hvis der er kraftige vindforhold, og det er nødvendigt at gå på kompromis med sprøjteforholdene. Fremkørselshastighed bør være moderat for at få god og ensartet dækning.
Fladsprededyser giver en fin og ensartet forstøvning og den bedste effekt. Med traditionel sprøjteteknik kan vandmængden varieres mellem 150-200 l pr. ha. Jo bedre sprøjteforhold (vindstille) des mindre vandmængde kan anvendes, ved samtidig at anvende mindre dyser. Det anbefales at anvende dyse F02, gul eller dyse F025, lilla ved 2,5 - 3 bar.
Med luftassisteret sprøjte (Hardi Twin-systemet) kan der anvendes mindre dyser og lavere vandmængde end med traditionel sprøjteteknik, fordi luften styrer dråberne og reducerer afdriften og giver dermed en mere ensartet dækning og er således mindre påvirkelig af vindforholdene. Under gunstige sprøjteforhold er der ikke den store forskel mellem traditionel sprøjte og luftassisteret sprøjte. På ukrudt større end kimbladsstadiet og under blæsende forhold giver den luftassisterede sprøjte relativt bedre effekt og bedre fordeling af sprøjtevæsken på både over- og underside af bladene.
------------------------------------------
TIDSLER
Bekæmpelse af tidsler i roerne foretages, når tidslerne er i god vækst og ca. 15 cm høje med clopyralid (Matrigon eller tilsvarende), med 1.0 l Matrigon pr. ha. (vær opmærksom på begrænsninger, pletsprøjtning med max. dosis pr. ha på 0,25 l ).
Safari hæmmer tidslernes vækst og bladene gulfarves. Derfor bør der gå ca. 2 uger efter sidste Safari-behandling, inden tidslerne bekæmpes.
Tidsler bekæmpes imidlertid bedst og billigst i kornafgrøderne - vær opmærksom på dette i de marker, hvor der skal være roer i de kommende år.
-------------------------------------------
KVIK og græsser
Det vil normalt være mest hensigtsmæssigt at færdiggøre den almindelige bekæmpelse af tokimbladet ukrudt og dernæst sprøjte med græsukrudtsmidler. Den almindelige ukrudtsbekæmpelse svider kvikken og græsserne, og derfor skal man vente ca. en uge før man kan anvende græsukrudtsmidlerne. Bedst effekt når kvikken har 3-5 blade. En evt. efterfølgende bekæmpelse af 2-kimbladet ukrudt kan gennemføres 2 dage senere.
Bekæmpelse kan f.eks. foretages med følgende selektive græsukrudtsmidler: Agil eller Focus Ultra. Husk tilsætning af evt. additiv (se nærmere vejledning på etiketten). Bedst effekt opnås ved at sprøjte med midlerne alene. Græsukrudtsmidlerne bekæmper ikke rødsvingel.
Dosering af græsmidler
Agil anvendes med ca. 0,5 l pr. ha og Focus Ultra anvendes med ca. 1 l pr. ha.
Ovennævnte doseringer hæmmer kvikken så meget, at kvikken normalt ikke senere generer roernes vækst.
En mere effektiv kvikbekæmpelse opnås, når bekæmpelsen gentages på genvæksten efter 3-4 uger.
På nyfremspirede enårige græsser, f.eks. agerrævehale mm., kan opnås god effekt med 50 - 70 % af ovennævnte doseringer.