Optimal såning
For at opnå maksimalt udbytte og god roekvalitet er målet en endelige plantebestand på ca. 80.000 planter pr. hektar jævnt fordelt.
Dette giver optimal optagelse af sollys til planternes sukkerproduktion, og minimering af de problemer der opstår ved uens plantebestand såsom dårlig roekvalitet, høstproblemer og øgede ukrudtsproblemer.

Den mest anvendte afstand mellem rækkerne er 50 cm, da det passer til andre aktiviteter i marken. Reduceres afstanden mellem rækkerne til 45 cm, giver dette 10 % flere løbende meter roerække pr. hektar. Frøafstanden i rækken kan da forøges med ca. 2 cm, hvilket giver fordele såsom større roer, bedre afpudsning og mindre jordvedhæng. Vi anbefaler at ændre afstanden mellem rækkerne til 45 cm, eftersom udbyttet da bliver 2-4 % højere, og der opnås en bedre fordeling af planterne på arealet.
Ideelt set ønskes en kimplante/roe for hvert sået roefrø. Dette kræver, at hvert roefrø skal placeres og dækkes af jord i overensstemmelse med jordfugtigheden og jordforholdene. Såbedet skal i det øvre jordlag pakkes til en vis grad, da det forbedrer frøets og kimplantens mulighed for at optage vand og næringsstoffer. Forvent aldrig at det regner lige efter såning – frøet skal kunne spire uden yderligere nedbør!
Såmaskinen skal efterses hvert år og være i god stand. Tilpas sådybden til 2½ cm i forvejen, og tjek at alle såaggregater udsår frøene jævnt og uden at knuse dem. Frøpillernes størrelse er 3,50-4,75 cm, men nogle få procent kan være mindre eller større. Det er vigtigt at sikre, at såsystemet virker godt og kan håndtere pillerne uden for mange (maks. 5 %) dobbeltsåninger eller manglende udsåning (maks. 1 %). Hvis hullerne i cellehjulet/såbåndet er for små i forhold til pillerne, vil de store piller forblive i frøbeholderne og efter et stykke tid blokere disse. Konsekvensen vil være manglende udsåning af frø. Det er vigtigt at være opmærksom på ophobning af for store frøpiller og fjerne dem inden der bliver fyldt mere frø i såkasserne.
Sådybden skal kontrolleres jævnligt og justeres til forholdene. Frøet dækkes med 2-2,5 cm jord.