Bi-jobs i roemarken

Vores bejdsemidler er truet, idet der lige nu er en risiko for at aktivstofferne neonikotinoider (f.eks. Gaucho) kan lande i et totalforbud. Det skyldes især, at gruppen er mistænkt for at have en negativ effekt på bier. Bier er vigtige i naturen, og en af de vigtigste medarbejdere i landbruget, idet de sørger for bestøvning af blomstrende afgrøder.

I forhold til roedyrkning er forbuddet helt urimeligt, da der ingen risiko er for bier i roer eller i efterfølgende afgrøder, så længe der er tale om vårbyg eller hvede. Og det er netop tilfældet ved dyrkning under danske forhold.

For at bidrage med et konstruktivt bidrag i denne diskussion, indleder vi nu et bi-initiativ. Vi har bestilt et antal frøposer med DLF’s pollen og nektar blanding, som vi har tænkt os at udlodde til roedyrkere. Med frøposerne kan man tilså små arealer på ejendommen som alligevel ikke bliver brugt. Eller man kan vælge at så en bræmme langs en markkant.

Vælger man det sidste, vil initiativet også blive synligt for de forbipasserende i løbet af sommeren.

Vi udleverer frøene i pakker á 2 kg, som rækker til lidt over 1000 kvm. Kontakt Agricentret hvis du er interesseret – pakkerne udleveres i den rækkefølge vi modtager bestillinger. Men kun en pakke pr dyrker.

Som landmand kan man derudover gøre mange ting for at hjælpe bierne på vej. Der findes over 250 forskellige arter af vilde bier i Danmark, og hver art har helt særlige krav til overvintringssteder og bo-bygning.

Vi vil indimellem skrive om sådanne tiltag her på siden, og på sigt udgive en lille pjece som beskriver hvad man kan gøre.

Sukkerroerne skader ikke bier, og vi vil gerne gøre noget for at hjælpe dem på vej.