Efterafgrøder og bekæmpelse af nematoder






Med brug af korsblomstrende efterafgrøder er der mulighed for at bekæmpe roecystenematoder. Ved at vælge nematoderesistente sorter kan der ske en sanering af roenematoder.

Sorter af både olieræddike og gul sennep opdeles efter resistensevne. Resistensklasserne 1-3 betegnes alle som resistente over for roecystenematoder, hvor klasse 1 med >90 % reduktion af roenematoder er bedst. Klasse 2 ligger mellem 70 – 90 % reduktion. Har man nematoder i sin jord, anbefales det at vælge en blanding, som f.eks. det vi tilbyder.

For at opnå en god effekt er det nødvendigt at dyrke efterafgrøden med lige så stor umage som en hovedafgrøde. Tidlig såning, god opharvning og gerne tilførsel af gødning er gode elementer for at opnå en god etablering og effekt mod nematoder.

For at opnå den bedste nematodebekæmpelse skal der anvendes en høj udsædsmængde for at opnå en tæt bestand, som giver en god gennemvævning af jorden med efterafgrødens rodvækst. Udsædsmængden er ca. 12-15 kg/ha af olieræddike og 10-12 kg/ha af gul sennep, men den afhænger af såbed og evt. anbreb af nematoder. Efterafgrøden sås bedst med en såmaskine for at opnå jævn og ensartet bestand.

Olieræddike er lidt bedre end gul sennep til at bekæmpe nematoder, da olieræddike har dybere gående rødder, men olieræddiken udvikler sig langsommere og skal helst sås i den første del af august. (Fristen for at etablere korsblomstrede efterafgrøder er 20. august 2017).
Der bør vælges en sort som blomstrer sent, da den sanerende effekt aftager efter blomstring, da rodvæksten herefter er mindre.

En anden stor fordel ved olieræddike er desuden, at olierræddikesorterne er langt mindre modtagelige end sennepssorterne overfor kålbrok. En efterafgrøde af olieræddike opformerer derfor kålbrok mindre end en efterafgrøde af sennep.

En blanding af olieræddike og gul sennep kan bruges som MFO-efterafgrøde. For eksempel i blandingsforholdet 80/20, som sikrer en god bestand af olieræddike.

Aktiv biologisk nematodebekæmpelse gennem en regelmæssig dyrkning af nematoderesistent olieræddike eller gul sennep er med til at sikre stabile og høje udbytter i sukkerroer.

Bestilling
Bestilling af efterafgrøder kan foretages under "Mine sider" (senest 25. juni for levering fragtfrit).