Høje roepriser fortsætter i 2024
I 2023 blev roeprisen øget som følge af en hård konkurrence på afgrødemarkedet. Den faste roepris blev øget til 39 € pr. ton (ca. 291 kr).
I prisaftalen for 2024 er den høje pris fra 2023 uændret. Dette til trods for, at priserne på de alternative afgrøder er faldet. Hermed er roerne i 2024 en meget konkurrencedygtig afgrøde målt på dækningsbidrag pr. hektar.
Med udgangspunkt i afgrødekalkuler fra VKST og aktuelle priser på afgrøder for 2024 fra Kornbasen, kan du herunder se en beregning af dækningsbidrag på sukkerroer og alternative afgrøder.
Beregningen i figuren viser, at sukkerroer opnår et højt DB2 på ca. 8.000 kr. pr. hektar ved fast pris på roerne. Hertil kommer op til ca 3.500 kr. ekstra pr. hektar fra den ekstra betaling for roerne i 2022 og 2023, som kan opnås ved at dyrke samme areal i 2024, som man har dyrket i 2022 og 2023. Den ekstra betaling reduceres i forhold til areal, hvis arealet i 2024 er mindre end arealet i henholdsvis 2022 eller 2023.
Dyrkere, der valgte variabel roepris i 2022, har netop fået information om, at de med udgangen af juni modtog et tillæg til roeprisen baseret på regnskabsresultat i Nordic Sugar i Danmark for regnskabsåret 2022/23. Værdien er ca. 3.000 – 4.000 kr. pr. hektar og skyldes, at Nordic Sugar har leveret et stærkt regnskabsresultat.
Nordic Sugar vil ikke anbefale, hvilken kontrakttype du bør vælge. Den faste pris giver en sikkerhed for roeprisen, mens den variable pris giver en lavere garanteret pris men med mulighed for pristillæg afhængig af Nordic Sugars regnskabsresultat i 2024/25.
Regnskabsresultatet skal være større end ca. 125 mio. dkr for, at man som dyrker, opnår en højere pris på den variable pris end den faste pris.