Kan man vande med saltvand?

 

Agricentret har i samarbejde med SEGES fået udarbejdet en redegørelse om vanding af sukkerroer med havvand. Det er Søren Kolind Hviid, SEGES, som har været hurtig med at få sat erfaringer og undersøgelser sammen.

Nedenfor kan du se et sammendrag, og den fulde redegørelse kan læses på Landbrugsinfo.dk. Vanding med havvand kræver ingen godkendelse, men det er ikke uden væsentlige forhold som skal tages i betragtning.

Sørens konklusion er, at man godt kan vande roer. Men en vigtig forudsætning er, at der kommer nok nedbør i vinterhalvåret til at skylle saltet ud af de øvre jordlag. Sukkerroen er i familie med strandbeder, som er salttolerante. Roerne kan derfor tåle saltvand.

Fra Agricentret mener vi ikke, at man nu skal gå i gang med at vande med havvand hvor det er muligt. Men det er interessant, at det kan være en mulighed nogle få steder hvis tørken fortsætter.

Sammenfatning af redegørelse fra SEGES

Vanding med fersk vand er altid at foretrække frem for vanding med havvand. Fersk vandingsvand giver et større merudbytte. Saltholdigt vandingsvand kan medføre afgrødeskader og skader på jordstrukturen. Det vurderes dog, at hvis vanding med fersk vand er udelukket, så kan vanding med havvand med et saltindhold på op til 1,2 % give et "pænt" merudbytte, hvis tørken fortsætter. Det kan formentlig endnu blive aktuelt at vande med op til 120 mm fordelt på 3-4 vandinger. Den tilførte saltmængde bør beregnes. Afhængig af tilført saltmængde og jordtype bør der efterfølgende tilføres gips eller kalk for at modvirke forringelser af jordstrukturen, der kan ske i forbindelse med udvaskningen af det tilførte salt. Ved vanding med havvand i ovennævnte mængder vurderes der ikke at være risiko for afgrødeskade ved dyrkning af vårbyg det efterfølgende år. Det kræver dog, at der kommer overskudsnedbør i løbet af vinteren, så det tilførte salt minimum nedvaskes fra pløjelaget. Året efter må der ikke dyrkes saltfølsomme afgrøder som f.eks. ærter og hestebønner. Vårbyg er den mest salttolerante kornart.