Nakskov Sukkerfabrik




Mellemkampagnen har været præget af høj aktivitet ikke mindst pga. en række større projekter med installation af nyt produktionsudstyr og udskiftning af gammelt udstyr, hvilket er med til at udvikle fabrikken og gøre den mere effektiv.

Nye pulppressere
Pulppressestationen udvides med to nye Stord 2500 pulppresser. De to nye pressere vil medføre en større kapacitet i pressestationen, som gør det muligt at presse mere vand ud af pulpen, inden den tørres i damptørreren.
Ud over de to pressere er store dele af transportsystemet til pulpen også blevet udskiftet. Installationen af de nye presser vil medføre en bedre udnyttelse af fabrikkens produktionsanlæg, herunder især damptørreren, hvilket giver en reduktion i energiforbruget samt en mere stabil drift af pressestationen. Prisen på projektet er 22 mio. dkk.
Billedet øverst viser en af de nye pulppressere, inden den løftes på plads.
 
Sukkerkøler
Efter tørring og køling af det producerede sukker er den ideelle temperatur omkring 25 oC, når det skal ledes over i siloerne. Ved højere temperatur vil der kunne dannes klumper i sukkeret, som besværliggør silotømningen.
For at sikre tilstrækkelig med køling af det producerede sukker installeres i år en sukkerkøler, der køler sukkeret yderligere, efter det har været igennem sukkertørreren.
Med den nye køler vil sukkerets temperatur ligge på omkring 25 oC, når det lægges i siloen, og det vil blive nemmere at tømme siloerne. Herved minimeres både det hårde arbejde, der er nødvendigt, når siloer med hårdt sukker skal tømmes samt det sukkerspild, der opstår, når der er klumper i sukkeret.

Ny varmeveksler
I uge 27 kunne man se to store kraner parkeret ud for fabrikkens nordlige side ved Maribovej. Disse blev anvendt i forbindelse med udskiftningen af en 80 tons tung varmeveksler, der var tæret og utæt, med en ny varmeveksler lavet i rustfrit stål.
Varmeveksleren er en del af fabrikkens fordamper-anlæg og med den nye veksler forventes driften af fordamperen at blive forbedret, da der ikke længere kan dannes utætheder pga. tæring.


Den nye varmeveksler løftes på plads.
 
Klargøring til kampagnen
Den korte kampagne sidste år har betydet en lidt længere mellemkampagne end normalt. Der har dog været mindst lige så travlt med at få vedligeholdt og klargjort fabrikken til den kommende kampagne. Især nogle større vedligeholdelsesopgaver med bl.a. opdatering af vores el-system samt renovering af kedelanlæg har betydet ekstra arbejde.
Nu nærmer kampagnen sig, og der arbejdes på at få færdiggjort de forskellige projekter.
Når vi kommer hen til starten af september måned vil den første uge blive brugt på at gennemteste vores systemer, den såkaldte vådtest, hvorefter de sidste justeringer foretages inden kampagnen går i gang.
Den sidste tid frem til kampagnen anvendes også til at gennemgå de nye anlæg sammen med operatører og andet teknisk personale, der driver udstyret i kampagnen.