Aktuelt fra marken uge 21, 2019
Vækst
Mange steder er fremspiringen sket af flere omgange alt efter såbed, sådybde og regnmængder, så der ses roer i mange størrelser, selv i samme mark. Der er dog nu alle steder kommet vand, så alle intakte roefrø er spiret frem.
Det mere lune vejr i den sidste uges tid, har nu sat godt gang i væksten, også i de marker som har været hårdt hæmmet af ukrudtssprøjtningerne.
Ukrudt
Der har været god virkning af de gennemførte sprøjtninger, og der ses kun meget lille forekomst af stort overlevende ukrudt fra de første sprøjtninger.
Der ses dog efter regnen en del nyfremspiring, og det er vigtigt, at fortsætte med en eller måske to bekæmpelser endnu med speciel fokus på de højtvoksende ukrudtsarter som raps, melder, natskygge, hundepersille m.fl..
Med de nuværende fugtige forhold i markerne, forventes der fortsat at være gode virkningsbetingelser for ukrudtsmidlerne.
Anvendelse af Safari enten iblandet eller som en separat sprøjtning er aktuel i marker med safarifølsomme ukrudtsarter (raps, hundepersille, kamille, vejpileurt, burresnerre m.fl.).
Hvor der skal bekæmpes græsukrudt opnås bedst effekt uden sammenblanding med andre ukrudtsmidler, og når græsukrudtet har friske grønne blade (ca. en uge efter alm. ukrudtssprøjtning). Alm. ukrudtssprøjtning kan fortages 1 - 2 dage efter græsbekæmpelsen.
Se generel anbefaling om ukrudtsbekæmpelse ved klik her.
Mangan
Med varmt vejr og god vækst kan der hurtigt opstå manganmangel især på "sorte" og/eller løse jorde.
Ved manganmangel bliver roernes blade lyse, oprette og med lyse indfaldne pletter.
Anvend f.eks. 2-3 kg mangansulfat + spredeklæbemiddel. Det kan være nødvendigt at gentage behandlingen flere gange.
Flydende mangannitrat kan evt. iblandes ved ukrudtssprøjtningen (dosering 0,5 - 1 l pr. ha.).
Roeplanter med kraftig manganmangel (billede fra tidligere år).
Skadedyr
Roerne er nu de fleste steder så store, så angreb af thrips og runkelroebiller ikke er af betydning mere.
Der findes nu begyndende æglægning af bedefluer. Gauchobejdsning har rimelig god virkning mod bedefluens larve, og det er først ved udbredt og kraftig minering på de større blade, og hvis der fortsat er ny æglægning på de nye blade, at det kan være aktuelt med bekæmpelse (0,2 l Karate pr. ha).
Enkelte steder er der også fundet sorte bedebladlus, som gauchobejdsningen på nuværende tidspunkt også har god effekt imod.
Registrering af skadedyrsangreb kan følges på vores app eller her på hjemmesiden – se mere ved klik her.