Varsling om ferskenbladlus





 

Varsling for forekomst af ferskenbladlus
Det er nu aktuelt at kontrollere egne marker for forekomst af grønne ferskenbladlus, og udvikling bør følges nøje de næste dage. Der er fundet forekomst over bekæmpelsestærsklen især i omsåede roer og i området Syd-Østlolland og Falster.
I hele dyrkningsområdet i de først-såede roer ses varierende forekosmt af ferskenbladlus og ofte under bekæmpelsestærsklen, men udviklingen skal følges nøje også i disse roer.

Ferskenbladlus, som er grønne, sidder på bagsiden af de ældre og store blade. De er ikke kolonidannende, så de findes oftest enkeltvis. Bladlusene bevæger sig ikke eller meget langsomt, når de sidder på bladene. Faren ved forekomst af ferskenbladlus er smitteoverførsel af virusgulsot, som sænker udbyttet.
Det varme solrige vejr forventes at fremme udvikling af ferskenbladlus. Nedbør forventes i mindre grad at reducere antallet. 

Bekæmpelsestærskel er på nuværende tidspunkt i roer med mere end 12 blade: Forekomst af 1 uvinget lus pr. plante.
Planter med under 12 blade: Forekomst af 1 uvinget lus pr. 10 planter. 
 
Der kan i enkelte planter fortsat også ses sorte bedebladlus, der er dog ikke set marker med behov for bekæmpelse af bedebladlus.
Tærsklen for bekæmpelse af bedebladlus er, hvor mere end 50 % af planterne har begyndende kolonidannelse, hvor en koloni består af minimum 10 bedebladlus.


Mulige bekæmpelsesmidler
Mod lus i roerne kan anvendes Teppeki og Pirimor 500 WG samt der er i 2022 givet tilladelse til mindre anvendelse af Movento SC 100. Alle tre midler har en god og sammenlignelig effekt mod bladlus.
Priser for nedenstående doseringer er for Teppeki 175 kr. pr. ha, Pirimor 240 kr. pr. ha og Movento 490 kr. pr. ha.

Anvend ikke Lamdex, idet ferskenbladlus overvejende er resistente mod pyrethroider. 

Teppeki
Teppeki er godkendt med 140 g pr. ha og maks. en behandling. Teppeki forventes at kunne blandes med flydende mikronæringsstoffer samt svampemidler.
Teppeki er systemisk virkende, idet aktivstoffet transporteres opad og udad i planten. Midlet virker også ved at trænge gennem bladene (translaminær virkning), så der er gode muligheder for at bekæmpe selv godt gemte bladlus. Virkningen er ikke temperaturafhængig (undgå dog behandling i forbindelse med lave temperaturer eller frost). Teppeki virker ved at stoppe fødeindtaget efter få timer, hvorefter skadedyrene dør af sult i løbet af nogle dage. Der er altså ikke en egentlig knockdown effekt, men skadevirkningen er stoppet næsten øjeblikkeligt. Virkningstiden er op til 4 uger.
Teppeki er skånsom overfor bier, humlebier, rovmider og andre nyttedyr.

Pirimor
Pirimor har indtil nu været det eneste gode middel mod bladlus. Pirimor benyttes med 0,28 kg pr. ha og kun en gang pr. sæson. Det er gavnligt for behandlingen, at den udføres i vindstille vejr med gode temperaturer. Pirimor er skånsomt over for bier og rovinsekter som mariehøns, løbebiller, rovbiller, guldøjer, snyltehvepse og edderkopper.

Movento SC 100
Movento SC 100 er godkendt med 0,75 l pr. ha med to gange pr. sæson. Movento er fuldt systemisk både nedad og opad i planterne. Planterne skal være i god vækst for at kunne transportere Movento rundt til skud, blade, grene og rødder. Movento optages kun igennem bladene. Det er derfor vigtigt med en god sprøjteteknik til at fordele produktet jævnt på planten. Det kan tage 4-10 dage før effekten på skadegørerne ses.
Når produktet er optaget i planten, vil der efterfølgende være en god virkning på sugende insekter, specielt i unge stadier. Det anbefales at behandle i de tidlige insektstadier. Movento har ingen knock-down effekt og derfor kan virkningen først erkendes når bestanden ikke opformeres, fordi produktet hæmmer insekternes udvikling igennem de forskellige stadier. Movento er skånsom overfor visse nyttedyr.

Sprøjteteknik
Det er vigtigt at få en god dækning og særlig nedtrængning i afgrøden for at ramme bladlusene. Brug derfor mindst 300 l vand pr ha på de nuværende vækststadier - og gerne mere hvis der er tid og tålmodighed til det. Da midlerne er systemiske, er det ikke nødvendigt med meget fine dråber, men undgå alligevel de meget grove dråber fra luftinklusionsdyser så dråberne ikke preller af.
 

Duk op-møder
Der afholdes i dag den 28. juni duk op-møder på Lolland kl. 11 - 11.30 ved Søllested , Nørredalvej 2 4920 Søllested og kl. 12.30 - 13 ved Holeby, Byhavevej 2, 4970 Rødby.
Endvidere på Falster kl 14 -14.30 på Stubbekøbingvej 334, Systofte, 4800 Nykøbing F. (ved Systofte Kirke).

Der afholdes duk op-møder torsdag 30 juni på Sydsjælland ved afkørsel 41 Stensved kl. 11 - 11.30 Højgaardsvej ca 13, 4773 Stensved. og kl 13.30-14 ved Gisselfeld Nielstrupvej ca 2, 4690 Haslev