Såning af roer

Tidlig såning

Tidlig såning af roer er en afgørende faktor for et højt udbyttepotentiale. Udbyttet i roer er afhængig af vækstperiodens længde. Jo før roerne kommer igang, jo større mulighed er der for en stor tilvækst og højt udbytte. Det anbefales at give roesåningen førsteprioritet så snart frost og fugtighed er væk. Det er dog vigtigt, at jorden er tjenlig, også i dybden, så der ikke dannes et fast og komprimeret jordlag, hvor roerne har svært at trænge igennem.

Udsigt til nattefrost i dagene efter såning vurderes ikke at påvirke frøene. Risikoen for stokløbere vurderes ikke med den forholdsvise sene start på roesåningen at være stor.

Sådybde

Roefrøet skal placeres i fugtig jord og skal kunne spire uden efterfølgende regn. Ved tidlig såning skal sådybden dog ikke være dybere end højst nødvendigt, men en dækning med minimum 2 cm fin jord anbefales for at undgå, at roefrøene findes og ædes af mus og fugle. Ved knoldet og/eller tør jord gør da aktivt brug af stenplove, så frøet lægges i fugtig jord.

Placering af gødning

Er såmaskinen udstyret med nedfældertænder til placering af gødning, må disse tænder ikke placeres tættere end 5 - 6 cm fra roerækken, og gødningen skal placeres i en dybde, der er ca. 5 cm under roefrøets sådybde. Under såarbejdet bør gødningstændernes placering kontrolleres jævnligt, da gødningstænderne kan blive forskubbet ved påkørsel af sten eller andet. Gødningstænderne dybdegang justeres løbende. Hvis gødningen placeres for tæt på frøet, dør planten under fremspiringen.

Mere kvælstof

Kvælstofprognosen for i år viser behov for øget kvælstoftildeling (+ 5 kg N) på jorde med Jb over 4 (lerjorde).