Aktuelt fra marken uge 21, 2014
Vækst
Jorden er nu blødt godt igennem efter den sidste uges regn, og der ses god vækst, selv om der har været kølige dage. Med det varme og solrige vejr, som nu kommer, forventes en kraftig og intensiv vækst, da planterne har god tilgængelighed af både næringsstoffer og vand.
De tidligt såede marker skiller sig klart ud i størrelse fra senere såede marker.
Ukrudt
Ukrudtsbekæmpelsen er ved at nærme sig afslutningen. I nogle marker ses overlevende ukrudt, og endvidere er der også en del nyfremspiring. Hvor der fortsat er behov for bekæmpelse, er det vigtigt at få sat ind med bekæmpelse inden roerne begynder at dække over ukrudtet.
Markerne bør fortsat følges nøje for ukrudt - også selv om de på nuværende tidspunkt er rene. Varmen og den sidste uges regn kan fremprovokere nyfremspiring af ukrudt. Vær specielt opmærksom på de højtvoksende ukrudtsarter (melde, natskygge, raps, hundepersille m. fl.). Disse arter har en god evne til at vokse over roerne, og kan derfor ikke accepteres i ret stor mængde.
Hvor der er behov for bekæmpelse, kan der forventes god virkning af midlerne, da det er lige efter regn og det er varmt med god vækst i planterne.
Mikronæring, mangan
Kraftig og eksplosiv vækst kan hurtigt udløse manganmangel, og på "sorte" løse jorde er der allerede nu set begyndende manganmangel. Ved manganmangel bliver roernes blade lyse, oprette og med lyse indfaldne pletter.
Anvend f.eks. 2-3 kg mangansulfat + spredeklæbemiddel alene. Det kan være nødvendigt at gentage behandlingen flere gange.
Flydende mangannitrat kan iblandes ved ukrudtssprøjtningen (dosering 0,5 - 1 l pr. ha.).
Roeplanter med kraftig manganmangel
Evt. tilførsel af bor, som bør foretages forebyggende, hvor der forventes bormangel, er endnu for tidligt. Det er vigtigt, at der er en god bladmasse til at optage det udsprøjtede bor. Vent derfor med bor til tidspunktet, hvor der er begyndende rækkelukning.
Skadedyr
De våde forhold har været optimale for agersnegle, og i enkelte marker ses der fortsat lidt plantebortfald pga. af gnav af snegle, men roerne har nu en størrelse, hvor der kun sker begrænset skade.
Tusindben er set mere udbredt end normalt, og har i nogle marker givet en del plantebortfald. Fugtige forhold og større mængde organisk materiale er fremmende for forekomst og aktivitet af tusindben. Roefrøets bejdsning (Gaucho) har kun begrænset virkning nod disse forholdsvis store skadedyr. Se mere om tusindben ved klik her.
Fire tusindben omkring roeplante.