Ukrudtsbekæmpelse med clomazone (Command)
Midlernes virkning
Clomazon-midlerne har god virkning på hundepersille, burresnerre, natskygge og liden nælde samt virker som effektforstærker på flere andre arter bl.a. snerlepileurt. I svenske forsøg er også påvist effekt på raps. Dette undersøges nærmere i forsøg under danske forhold i år.
Dosering
Anbefalet dosering er 0,1 - 0,15 l pr. ha. (højeste dosering ved stor bestand af hundepersille). På lettere jorde virker midlerne kraftigere på både roer og ukrudt, og doseringen skal derfor reduceres til omkring halv mængde i forhold til på lerjord.
Nye produktnavne
Clomazon, som er aktivstoffet i Command, markedsføres af andre firmaer også som Centium CS, Kalif og som Reactor 360 CS.
Alle tre midler indeholder 360 g clomazon pr. l., men formuleringerne kan være forskellige.
Alle tre produkter har kun offlabel-godkendelse til sukkerroer og vejledning og godkendelse kan udskrives fra Middeldatabasen.
Godkendelsen for Reactor afviger fra godkendelsen for Command, Kalif og Centium, som alle tre har enslydende offlabel-godkendelse.
Command, og Centium CS må anvendes efter såning af roer med op til 0,2 l pr. ha før fremspiring af roerne, men ikke senere end tre dage før fremspiring af roerne.
Reactor 360 CS må også anvendes efter såning men efter offlabel-godkendelsen ikke senere end tre dage efter såning. Dosering er begrænset efter jordtype: På JB 1-3: Maks. 0,075 l ha og på JB>3: Maks. 0,15 l/ha.
Risiko for skade
På lettere jord/sandjord er risikoen for skade på roerne betydeligt større end på lerjord.
Svækkede roeplanter, f. eks. pga. sygdomme eller ved dyb såning ses ofte kraftigt negativt påvirket af midlet. Der er nogen risiko for skade på roerne især ved megen regn og koldt vejr.
Undgå overlapninger ved udsprøjtning.
Omsåning efter brug af clomazon er problematisk, og der bør ske en dyb opharvning af jorden eller fjernelse af øverste jordlag over roerækken ved at køre dybt med stenplovene.
Da der er risiko for skade på roerne, anbefales det kun at anvende clomazon på arealer, hvor der er hundepersille eller meget stor forekomst af andre ukrudtsarter, som midlet har virkning på.
Iblanding med glyphosat?
Under en lang og kold fremspiringsperiode kan der ved at vente med udsprøjtningen af clomazon så længe som muligt, opnås effekt af iblandet glyphosat. Dette kan være en god løsning, hvor der er tidlig fremspiring af f.eks. raps og pileurt, som fremspirer relativt hurtigt under kølige forhold. Glyphosat vil da fjerne dette tidligt fremspiret ukrudt, som clomazon kun har begrænset virkning på.
Det er meget vigtigt, at roerne ikke er begyndt at komme frem, da glyphosat også fjerner fremspirede roer (udsprøjtning skal ske senest tre dage inden fremspiring af roerne).