Aktuelt fra marken uge 23, 2019

 

 

Vækst
Det varme og solrige vejr har sat godt gang i roernes vækst. Der ses dog fortsat store størrelsesforskelle i markerne og mellem markerne afhængigt af såtid og fremspiringstidspunkt.

Ukrudt
Afslutningen på ukrudtsbekæmpelsen nærmer sig. En del steder ses fortsat nyfremspiring og endnu en behandling kan derfor være aktuel. Undersøg derfor markerne grundigt og for eventuel nyfremspiring for eventuelt overlevende ukrudt.
Vær især opmærksom på de de højtvoksende ukrudtsarter (melder, natskygge, raps, hundepersille mm.), som der ikke kan accepteres ret høj forekomst af.
I nogle marker er roerne nu ved at være så store, at det begynder at blive vanskeligt at ramme alt ukrudtet.
En alternativ god løsning og godt supplement kan være radrensning, som giver optimal ukrudtseffekt under tørre forhold. En stor del af eventuelle ukrudtsroer og rodukrudt har radrensning også god effekt på.

Mangan
Manganmangel ses nogle steder (se billeder og beskrivelse i tidligere nyhed). Den hurtige vækst kan hurtigt give manganmangel. Sørg for at få roerne tilført mangan, hvis der er begyndende mangel, så roernes vækst ikke hæmmes. Ved kraftig manganmangel kan det være nødvendigt at gentage udsprøjtning af mangan. Anvend f.eks. 2-3 kg mangansulfat + spredeklæbemiddel eller et flydende manganprodukt.

Bor
Tilførsel af bor er endnu for tidligt, da det er vigtigt, at der er en stor bladmasse til at optage det udsprøjtede bor. Passende tidspunkt for udsprøjtning er ved rækkelukning, og tilførslen foretages som en forebyggende behandling inden, der er symptomer på bormangel. Bormangel kan normalt ikke afhjælpes på det tidspunkt, hvor symptomerne erkendes.
Udsprøjtning af bor bør foretages i marker, hvor der forventes risiko for bormangel. Hvis der har været symptomer på bormangel i marken, sidst der var roer, er dette også en indikator for at bortilførsel er nødvendigt.
Under tørre forhold, vil der være øget risiko for bormangel, og det er specielt på lettere jorde, i tørre somre og i marker med højt reaktionstal, at risikoen for bormangel er størst.
Udsprøjtning foretages derfor forebyggende i juni fra begyndende rækkelukning med f.eks.:
2- 3 kg Solubor eller andet produkt med tilsvarende indhold af bor (300 til 500 g bor).
Ved mistanke om kraftig bormangel gentages behandlingen ca. to uger efter første udsprøjtning.
Se billeder og beskrivelse af bormangel ved klik her.

Skadedyr
Der findes begyndende æglægning af bedefluer og nogle steder begyndende minering. Gauchobejdsning har rimelig god virkning mod bedefluens larve, og det er først ved udbredt og kraftig minering på de større blade, og hvis der fortsat er ny æglægning på de nye blade, at det kan være aktuelt med bekæmpelse (0,2 l Karate pr. ha).
Enkelte steder er der også fundet sorte bedebladlus, som gauchobejdsningen på nuværende tidspunkt også har god effekt imod.

Registrering af skadedyrsangreb kan følges på vores app eller her på hjemmesiden, hvor der onsdag i hver uge sker opdatering af registreringerne – se mere ved klik her.

Carbokalk
Husk bestilling af Carbokalk. Bestilling foretages under "Mine sider".

Husk Roedagen den 13. juni
Se program og omtale ved klik her.