Høst og lagring

Optagning, lagring og transport
Målet med optagnings- og lagringsarbejdet er at levere så meget som muligt af det producerede sukker i marken til fabrikken, og dermed ligger fokus på at mindske tab og spild i alle led. Samtidig er det vigtigt at sikre kvaliteten, så de optagne roer er af god kvalitet både ved levering og lagring.

Optimalt høsttidspunkt
Jo længere tid roerne får lov at vokse i marken, des mere sukker kan de producere.  

Sukkerroer vokser, så længe temperaturen er over 3°C. Der sker dog det, at tilvæksten bliver mindre hen over efteråret, og siden øges risikoen for frost. Derfor bør roehøsten være overstået ved udgangen af november/starten af december.

Første del af kampagnen:
Hold roerne i jorden indtil umiddelbart før levering.

Midt i kampagnen:
Høst så det passer med at opfylde løbende leveringsplan og læg roer i kule i midten af november, når der er gode optagningsforhold. 

Senere del af kampagnen indtil begyndelsen af december:
Høst så det passer med direkte levering. 

Sidste del af kampagnen:
Levering af roer fra roekule.

God optagnings- og roekvalitet
Målet er at opsamle den fulde producerede sukkermængde. Dette inkluderer at minimere mængden af spildte og afbrækkede roer, dvs. skånsom optagning dog med hensyn til roernes renhed. Roer skal endvidere aftoppes korrekt, være rene og med så lille beskadigelse og såring som muligt.

Se mere om aftopning ved klik her.
 

Kvaliteten af optagningen afhænger primært af føreren og sekundært af optageren og vedligeholdelsen af denne. For at få et godt resultat skal optageren nøje justeres til jord- og vejrforhold.  
Forskellen mellem en god og en dårlig optagning påvirker det økonomiske udbytte betydeligt. Det er derfor vigtigt at fokusere på de parametre, som betyder noget for høstkvaliteten, for at opnå et godt resultat. Hvis en maskinstation tager roerne op, bør man sikre sig at få god kvalitet for pengene!

God lagring i kule
En god opbevaring mindsker roernes sukkertab og beskytter roerne mod frost. 
For at opnå dette skal de roer, der lægges i kulen være sunde, ubeskadigede, rene og helst tørre. Høj renhed giver, foruden bedre betaling, også bedre luftgennemgang i roekulen, så varmen fra roernes ånding kan ventileres væk.  Det er en fordel, hvis de er blevet høstet i køligt vejr (maks. 5 – 8 grader). 
Sygdomsangrebne roer og skadede roer, f.eks. pga. frost, er uegnede til langtidslagring. 
Roer, der lagres i kule efter 10. december, skal dækkes med med Toptex. Toptex beskytter mod lettere frost og afleder vand, så roerne i kulen holder sig tørre. 
Det kan være nødvendigt at supplere med ekstra frostbeskyttelse og måske senere under varme forhold at fjerne denne igen for at sikre kvaliteten af roerne. Løbende tilsyn med roerne i kulen er derfor nødvendig.
Generelt gælder, at roerne bør ligge i kule kortest mulig tid, det vil sige at princippet med ”først in – først ud” følges, hvis der ikke er andre kvalitetsmæssige forhold at tage hensyn til.

Se råd om anlæg af roekuler og vendepladser ved klik her.

Smittefare 
Roer i kule er smittekilde for sygdomme og andre skadegørere. 
Før næste års roer sås, skal sidste års roekule afvikles. Rester af roer og isoleringsmateriale skal destrueres. Bedst ved afbrænding, især i forhold til vira.