Generelle vilkår for Elektronisk Information

a. Information og servicefunktioner

Følgende oplysninger om dyrkerens mellemværende med Nordic Sugar er tilgængelige for dyrkeren på Hjemmesiden:

  • fakturaer for dyrkerens køb af varer fra Nordic Sugar samt evt. kreditnotaer
  • kontoudtog
  • forskudsopgørelser
  • leveringsoplysninger
  • aconto afregninger
  • Slutopgørelsen
  • årlig udbyttestatistik
  • produktbestillinger
  • dyrker- og kontraktoplysninger
  • dyrkerens arealangivelser

EI forpligter dyrkeren til at bestille roefrø og tegne kontrakter vedrørende dyrkning og levering af sukkerroer via Hjemmesiden. Vilkår for køb af roefrø, såsom priser, betalingsmåde, leverancer, fejl i varen, reklamationer, ansvarsbegrænsning, varemærkebeskyttelse m.v. samt kontraktvilkår vedrørende dyrkning og levering af sukkerroer fremgår af den til enhver tid gældende Brancheaftale mellem DKS og Nordic Sugar.

Såfremt der lægges yderligere informationer eller servicefunktioner på Hjemmesiden udover de i pkt. a. nævnte, vil DKS blive orienteret på forhånd.

 

b. Indbetalinger

Der kan ikke ske indbetaling af beløb til Nordic Sugar via Hjemmesiden.  

c. Tekniske specifikationskrav

For at kunne deltage i EI skal dyrkeren have adgang til PC med følgende programmer:

  • Internet Explorer 6.0 eller nyere
  • Adobe Reader 6.0 eller nyere

Dette gælder for tidspunktet for indgåelsen af nærværende Tillægsaftale. Ændringer i ovenstående minimumskrav vil i god tid fremgå af Hjemmesiden.

Desuden anbefales dyrkeren at opretholde høj sikkerhed vedrørende den hard- og software, som dyrkeren anvender, herunder virusbeskyttelse.

 

d. Anvendelse af EI

Adgang til EI sker gennem Nordic Sugars hjemmeside www.sukkerroer.nu, hvor dyrkerens Dyrkernummer og det password, som Nordic Sugar har tildelt dyrkeren, indtastes.

Dyrkernummer fremgår af Kontrakten. Password sendes til nye dyrkere ved oprettelsen.

Alle dokumenter nævnt i pkt. a. er tilgængelige på Hjemmesiden i en printervenlig version, som kan udskrives i papirform.

Dyrkeren kan ikke ændre i de i pkt. a. nævnte dokumenter, der er udlagt på Hjemmesiden.

Anvendelse af EI er gratis.

 

e. Dyrkerens forpligtelser og ansvar

Dyrkeren er forpligtet til regelmæssigt at kontrollere, om Nordic Sugar har lagt nye dokumenter ud på Hjemmesiden. Dyrkeren har mulighed for at blive informeret af Nordic Sugar, enten via mail eller SMS, når nye dokumenter findes tilgængelige på Hjemmesiden, forudsat at dyrkeren har anmodet Nordic Sugar om dette og selv har indtastet mobilnummer og/eller e-mail-adresse via Hjemmesiden.

Dyrkeren er ansvarlig for at holde Dyrkernummer og password hemmeligt samt, såfremt de noteres ned, at opbevare disse på forsvarlig vis og hver for sig for at undgå, at uvedkommende får adgang til Hjemmesiden. Det påhviler dyrkeren straks at meddele Nordic Sugar, såfremt der er en konkret mistanke om, at en uvedkommende har fået adgang til Dyrkernummer eller password. Dyrkeren har i øvrigt mulighed for selv at ændre password til et nyt password efter eget ønske.

I det omfang, dyrkeren udleverer Dyrkernummer og password til tredjemand, f.eks. regnskabskonsulent, sker dette på dyrkerens eget ansvar.
Dyrkeren er ansvarlig over for Nordic Sugar for alle køb og kontrakttegninger m.v., som sker ved anvendelse af dyrkerens Dyrkernummer og password, medmindre dyrkeren ikke kan drages til ansvar herfor. Samtlige køb og kontrakttegninger m.v. gjort med et gyldigt Dyrkernummer samt password, som dyrkeren kan drages til ansvar for, medfører således krav om henholdsvis betalingsforpligtelse og dyrknings- og leveringsforpligtigelse for dyrkeren.

Endelig er dyrkeren indforstået med, at E-handelslovens §10, §11 og §12 fraviges, hvilket bl.a. medfører, at Nordic Sugar ikke fremsender ordrebekræftelse for køb foretaget via Hjemmesiden.

Dyrkeren er forpligtet til udelukkende at anvende EI erhvervsmæssigt.

 

f. Nordic Sugars forpligtelser og ansvar

Nordic Sugar er ansvarlig over for dyrkeren i overensstemmelse med dansk rets almindelige erstatningsregler, dog er Nordic Sugars ansvar begrænset til dyrkerens direkte tab. Nordic Sugar er således ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder, men ikke begrænset til, tidstab, driftstab, tabt fortjeneste og andre formuetab.

Desuden fraskriver Nordic Sugar sig ethvert ansvar for driftsafbrydelser, systemfejl, nedbrud, ændring af dyrkerens tilslutning og/eller afbrydelse i dyrkerens adgang til EI. Endelig er Nordic Sugar uden ansvar for sletning af oplysninger foretaget af tredjemand (hacking) o. lign.

Nordic Sugar forbeholder sig retten til om nødvendigt at lukke Hjemmesiden ned i forbindelse med korrektion af fejl, af sikkerhedsmæssige årsager, opgradering af hard- og software samt til nødvendig vedligeholdelse eller reparationer og lignende af Hjemmesiden.

Nordic Sugar påtager sig at sørge for, at Hjemmesiden er tilgængelig i størst mulig udstrækning.

 

g. Behandling af oplysninger på Hjemmesiden

Nordic Sugar er ansvarlig for at træffe tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at dyrkerens oplysninger på Hjemmesiden hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod at oplysningerne kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med lov om behandling af personoplysninger.

Nordic Sugar opbevarer oplysninger om dyrkeren i 5 år, og oplysningerne videregives kun, såfremt lovgivningen kræver det eller i forbindelse med tvister med dyrkeren. Oplysningerne anvendes i Nordic Sugars bogføring, kontoudtog, kunderegister og statistik.

 

h. Immaterialrettigheder

Samtlige immaterialrettigheder, såsom ophavsret, varemærker, logotyper, patenter og patenterbare opfindelser samt alle andre rettigheder til Hjemmesiden, tilhører Nordic Sugar. Intet i denne aftale skal tolkes som en overdragelse af sådanne rettigheder til dyrkeren.

 

i. Force Majeure

Hverken DKS, den enkelte dyrker eller Nordic Sugar er ansvarlig for eller skal betale erstatning eller på nogen måde kompensere for manglende opfyldelse af forpligtelser i henhold til nærværende aftale, såfremt dette skyldes force majeure.

Force majeure defineres som en hændelse, som den part, der rammes af force majeure, ikke har kontrol over. Force majeure omfatter, men er ikke begrænset til, forsinkelse i levering eller mangler ved leverancer fra underleverandører, krig (erklæret eller uerklæret), revolution, oprør, terroraktioner, sabotage, strejke, lockout og andre faglige aktioner, brand, oversvømmelse, epidemier, jordskælv, eksplosioner, blokader, embargo, usædvanlige eller uventede indgreb fra staten eller anden myndighed og andre lignende hændelser.
Såfremt opfyldelse af nærværende aftale er midlertidigt forhindret på grund af force majeure, skal forpligtelsen midlertidigt indstilles, indtil force majeure situationen ophører.

Nordic Sugar skal i en force majeure situation forsøge at udsende dokumenter i papirversion.