Jordbearbejdning

Pløjning 
Gode forhold giver mulighed for ensartet jordlejring og en jævn overflade samt ensartede fugtighedsforhold og dermed ensartet fremspiring og hurtig etablering af afgrøden. En jævn overflade er en forudsætning for en høj effektivitet af ukrudtsmidler og mekanisk ukrudtsbekæmpelse. 

Såbed
Tilberedning bør ske så snart jorden er tjenlig. Tidlig såning i tjenligt og bekvemt såbed er en forudsætning for en sikker etablering og bedst mulig konkurrenceevne overfor skadegørere.
Jorden bør være relativ jævn efter pløjningen. Derudover bør man med så få kørsler som muligt skabe et godt såbed, bestående af små og større jordaggregater. Brug et redskab med mange, tætsiddende og stive tænder, som kan kontrolleres i dybden. En passende pakning er nødvendig, for at sikre at fugtighed og næringsstoffer bliver tilgængelige for frøene og kimplanterne.  

Knoldet jord giver risiko for angreb af snegle. Såbed tilberedes jævnt og ensartet således, at der optages varme i jorden samtidigt med at fugtigheden bevares. 

Strukturen skal være en sammensætning af fine og lidt grovere jordpartikler for at opnå god fremspiring. En jævn overflade bevirker, at fremspiring af afgrøde og ukrudt bliver mere ensartet, samt at færre ukrudtsplanter står i læ bag knolde, hvilket forøger effekten af ukrudtsmidler. En jævn overflade er en forudsætning for en effektiv mekanisk ukrudtsbekæmpelse.